Emil Hass Christensen

1903 — 1982 Age: 78 years old
Open in app open_in_new
info
Skuespiller. Født 23/1 1903, død 12/1 1982 - 78 år gammel. Han brugte ikke sit fornavn Emil, men blev udelukkende kaldt Hass Christensen Oprindeligt kontoruddannet, men begyndte at optræde på Det ny Teater omkring 1924. Efter engagementer ved flere københavnske scener, var han i en længere periode ved Odense Teater, men vendte tilbage og var fra 1947 hovedsageligt knyttet til Det ny Teater. Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003): Dansk films noble gentleman med det tidligt grånede hår, korrekte sprog og det klangfulde rigsdansk kunne være rollemodel for politikere i Det Konservative Folkeparti gennem flere årtier - Poul Schlüter synes i hvert fald ikke upåvirket. I talrige film har Hass Christensen fremstillet sagførere, overlæger, direktører, officerer og andre myndighedspersoner, såvel som familiefædre - sjældent store roller, men seriøst forsvarede. Det distingverede ydre ændrer sig ikke meget, og det gør den lidt stive, ofte træede spillestil heller ikke. Han kan have et glimt i øjet, men laver aldrig karikaturer. En større rolle får han først i 1943 i folkekomedien "Ebberød Bank" som Osvald Helmuths bror, der vender velhavende hjem fra Amerika og med mild overbærenhed iagttager den ukonventionelle bankvirksomhed, hans penge udløser. Med en karakteristisk Hass Christensen'sk blanding af venlighed og myndighed lader han til sidst broderen vide, at spøgen nu er drevet vidt nok. I 1951 har han til gengæld en utypisk rolle som skarp outsider i Ole Palsbos "Familien Schmidt". Han er den uægte søn, der uventet dukker op, da boet skal deles, og får sagt en del bidske sandheder. Først fra nu af kommer de mange større eller mindre biroller. Hans stjernestund kom i 1955, da han spillede unge Mikkel Borgen i Dreyers filmatisering af Kaj Munks "Ordet". Den ellers så stilige Hass Christensen fremtræder troværdigt som en mand, der har tilbragt sit liv i mark og stald. En stærk karakter, men tynget af ikke længere at kunne dele faderens tro. Når den sindssyge bror optræder som Jesus, vækker det hos den øvrige familie sorg og medlidenhed, hos unge Mikkel forlegenhed, grænsende til irritation. Samspillet med Birgitte Federspiel som hustruen Inger er fremragende. Med små træk tegner de et harmonisk ægteskab, og de overdriver ikke den jyske dialekt. Han bevarer værdigheden som krakket godsejer i "Sønnen fra Amerika" (1957), og så sent som i 1972 spiller han i "Manden på Svanegården" en traditionsbevidst gårdejer, der er ved at miste sin gård på grund af lumske intriger - hans eneste Morten Korch-film. Hos Korch er sagførere sjældent hæderlige, hvilket stærkt begrænsede Hass Christensens muligheder - han er svær at se i en skurkerolle. En sådan fik han dog sent i karrieren på tv: I Søren Melson og Leif Panduros krimiserie "Smuglerne" (1970-71) er han den skumle bagmand Børgesen, alias Bauerhaus. Hans typiske sagfører møder vi f.eks. i "Baronessen fra benzintanken" (1960), hvor han på en venlig måde kan sætte Maria Garlands bryske enkebaronesse på plads ("Ja, jeg har nu aldrig brudt mig om udtrykket uægte barn"). I "Tre piger fra Jylland" (1957) får sagførerrollen en pudsig drejning: Han har i opdrag at samle tre unge piger, der har været adopterede af forskellige familier, for at fortælle dem, hvem deres biologiske mor var. Det viser sig til sidst, at han selv er faderen.
cake
Friday, January 23, 1903
Tuesday, January 12, 1982
Male
Explore
error Unable to connect to the server Retry
close
error Unable to connect to the server Retry